Menu

Første turneringskamp mod Liria BK vundet 2-4

image
Jesper Andreasen (Klokke)
19. august 2020 kl. 20:25

Sejr i første turneringskamp.

Klokken var lidt i 32 graders varme, da Blovstrøds bedste senior mandskab løb på banen i Ballerup til sæsonens første kamp i serie 3. Modstander var Liria FK.

Dagens startopstilling bestod af følgende spillere:
Oliver Flydahl, Jacob Bjarkmann, Simon Özkan, Christoffer "Ronsi" Schramm, Simon Volder Poulsen, Jonas Bohr, Mathias Anderson, Mik Bossen Voergaard, Lucas Vange, Andreas Bjerregaard og Emil Boye.

På bænken sad:
Nikolaj Munch, Kristian Kristensen og ikke mindst Arthur Jensen, der havde byttet sin plads i startopstillingen til et par glemte støvler hjemme i Blovstrød.

Kampen startede ud i adstadigt tempo, da den hårde varme prægede spillet allerede fra start. Blovstrød var en smule passive, og især i det defensive arbejde var der lidt manglende energi, hvilket Liria udnyttede til et par lange bolde bag om Blovstrøds backs, der havde nok at se til i starten af kampen.

Blovstrød kom dog bedre med i kampen, men manglede stadig lidt fysik i nærkampene. Dette førte efter 29 minutter til kampens første mål. Manglende pres på kanten af feltet førte til et langskud med efterfølgende scoring til Liria FK. 1-0-

Både Bohr og Mathi på midten led under, at et nyt skoleår var begyndt for landets gymnasier, og en aften i byen havde ført til et kraftigt udbrud af Zambucca allergi hos de to ellers så stærke midtbanespillere. Bohr var den første trænerteamet offrede, hvilket rykkede Mik en plads frem og satte Arthur ind på den defensive midt. Dette førte til mere stabilitet på holdet, der langsomt, men sikkert, arbejde sig ind i kampen.

Da uret nærmede sig halvleg, valgte dagens højre back VP, at blande sig i offensiven, og med et smukt placeret frispark sørgede han for, at Blovstrød kunne gå til pausen med 1-1 og fornyet optimisme.

Lidt justeringer i pausen sendte en udmattet/Zambucca ramt Mathi på bænken og gav sæsondebut til Kristian Kristensen, og små 10 minutter inde i 2. halvleg, kom også Nikolaj Munch på banen. Sammen med Arthur udgjorde de to en særdeles stærk midtbane, der lukkede godt ned for Liria, der efterhånden virkede trætte.

De tre i front kom også til flere og flere muligheder, og det forløsende føringsmål kom efter 61 minutter.
Ander jagtede en lang bold frem imod Lirias målmand, og dennes forsøg på en clearing ramte Ander i ryggen og gik i mål. Et tilfældigt men ganske fortjent mål til Blovstrød. 1-2.

1-3 målet kom blot 3 minutter senere, da Boye fandt Ander i feltet. Han svigtede ikke og Blovstrød øgede føringen.

Liria virkede trætte, og kun Ronsis evner som springgymnast reddede ham fra en tur med redningshelikopter til Rigshospitalet. Fortjent gult kort til Liria og overtal til Blovstrød.

Desværre for den samlede målforskel fik Liria reduceret til 2-3 på en tilfældig dødbold, hvor vi ikke var helt opmærksomme. Ærgeligt!, men ikke noget der betød vi kom under pres, da formen hos Blovstrød virkede en kende bedre en hos Liria.

Sidst i kampen fik Emil Boye en friløber, men den ellers træfsikre angriber, måtte se sit forsøg reddet.
En nu veludhvilet Jonas Bohr afløste Boye i front, og det var tydeligt at se, at de 55 minutters hvil havde gavnet ham.
Med 2 minutter tilbage af kampen kom han helt fri igennem, og afsluttede med kølighed til kampens slutresultat 2-4.

En fornem sejr på en MEGET varm dag, og et godt fundament i holdets ønske om en topplacering i serie 3.

På lørdag den 22. august gælder det så årets første hjemmekamp, hvor ambitiøse Jyllinge FC kommer på besøg.

Kampen spilles 15:00 Blovstrød Idrætsanlæg, så kig forbi til topkamp i rækken, akkompagneret af 80'er musik, pølser og en kold pilsner fra Brinaldo i skuret.