blov

Herresenior 3 tabte lokal-opgør

Kategori: Øvrige seniorhold
26. maj 2011 - 15:30 af: Magnus Frandsen

Herresenior 3 spillede igår en yderst vigtig kamp, da Allerød FK gæstede Blovstrød stadion. Desværre tabte Blovstrød 2-4.

Så blev luftkastellet sprængt!

Hvad der begyndte at ligne en slutspurt, som kun er overgået af den som Randers lavede i sidste sæson i Superligaen, fik en tragisk ende.

Allerød er ikke kendt for at spille kønt, og det image levede de fint op til igår. Blovstrød startede kampen bedst, og havde alt spillet til trods for at man manglede profiler som Mark Allerup og Anders Hesselbjerg. 

Til trods for at Blovstrød spillede bedst, manglede holdet den sidste skarphed for at kunne bringe sig foran. I den anden ende stod Blovstrød's defensiv ganske sikkert i det åbne spil, men på dødbolde har Herresenior 3 haft problemer hele sæsonen. Det udnyttede Allerød, og bragte sig foran med 1 og 2-0 på 7 min.

Allerød's føring var et hårdt slag for Blovstrød, men at være bagud er efterhånden ikke et ukendt scenarie for de gule drenge. Derfor var intet afgjort på dette tidspunkt. I det 38. min. fik Blovstrød et frispark tilkendt, 24 meter fra mål.

Benjamin Hvekstrup, som tidligere er blevet sammenlignet med målkongen Cristiano Ronaldo, blev sat til at sparke. Og med en skræmmende præcision, vristsparkede Hvekstrup bolden op på undersiden af overliggeren ved det ene målhjørne. I første omgang blev der ikke dømt mål, da bolden hoppede ned ved målstregen, men Mads Beckmann var hurtigt over retur bolden, og scorede sikkert. Billeder fra kampen afslørede dog, at Benjamin Hvekstrup skal noteres for målet, som dermed er Benjamin's fjerde mål i syv kampe.

Allerød manglede inden kampen deres 1. målmand. Og da de satte deres 2. målmand i marken, måtte deres 3. målmand så i spil.

Han endte så med at koste et mål, da han inden halvleg ikke kunne holde på bolden, og fumlede den ud til Niels Klevin, som scorede sit tredje mål i sæsonen. Dermed så Klevin ud til, at have scoret endnu et meget vigtigt mål.

Folk troede til halvleg at det var den sædvanlige svada med, at Blovstrød nu ville vinde efter at have været bagud. Men tingene faldt fra hinanden i 2. halvleg. De sidste 45 min. af kampen kan beskrives ganske kort.

Blovstrød havde store problemer med at sætte sig igennem i de fysiske dueller, og skabte ikke en nævneværdig chance.

Samtidig lukrerede Allerød FK på to tilfældigheder, og dermed endte opgøret med en fortjent sejr på 4-2 til holdet fra den forkerte side af Kongevejen.

Blovstrød skal nu være mere end heldige, hvis oprykning skal blive et tema. Men drengene har mulighed for at rette op på nederlaget, når Gurre gæster Blovstrød d. 2. Juni.

Husk nu at tilmelde Jer afslutningsfest for senior ! - se forsiden.

Fotografen var på plads og fik nogle skud hjem :





























0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar
Klik Her