blov

Herresenior 3 brager op igennem tabellen

Kategori: Øvrige seniorhold
22. maj 2011 - 18:16 af: Magnus Frandsen

Herresenior 3 fik idag den tredje sejr i træk, da Borsholm-Skibstrup blev sat på plads på deres hjemmebane.

Michael Bjerrekær og Magnus Frandsen's tropper spillede idag een af de mest velspillede kampe i Serie 5, da de fik en sejr på 3-2.

Men til trods for total dominans i 80 min, blev det unødvendigt svært for Blovstrød at hive sejren hjem.

Efter en lidt svingende start, hvor vind og højt græs skabte svære forhold, satte Blovstrød sig på kampen. Både med hurtigt omstillingsspil og tålmodige angreb, skabte Blovstrød et hav af gode muligheder.

Men takket være en rutineret ræv i hjemmeholdets mål, var stillingen 0-0 ved pausen. Dette blev der hurtigt lavet om på i 2. halvleg.

Bedst som som Blovstrød var et pubeshår fra at score, slog Borsholm til på et kontra-angreb. Borsholm spillede en lang bold op igennem midten, og hjemmeholdets angriber "Bo" lagde bolden ind under Rasmus Bank i målet.

Blot tre min. senere gik det galt igen. Rasmus "El loco Capitano" Glenvig trak i nødbremsen, og var heldig med at slippe med et gult kort.

Efterfølgende begik også Jonas Eskildsen et frispark lige ude foran feltet, og Borsholm scorede direkte på frispark. Så begyndte Blovstrødspillerne at hænge med hovederne, og kampen så ud til at være tabt.

Men endnu engang viste drengene fra Blovstrød en fantastisk fighter-vilje, og da Niels Klevin bankede bolden ind ved fjerneste stolpe gav det fornyet håb. Målet var Niels Klevin's andet mål i denne sæson, og efter en sløj start har han vist sig at være garant for at score vigtige mål.

Blovstrød forsatte det sprudlende offensive spil, og da et indlæg ramte Jonas Eskildsen, demonstrerede han sublim hovedstødsteknik, og bragede bolden ind bag en chanceløs keeper.

Blovstrød pressede på, og gik frygtløst efter den afgørende scoring. Men pludselig skete det værst tænkelige. Mads Beckmann afsluttede fra en skarp vinkel, og faldt til jorden da en Borsholmspiller lavede en regulær svinestreg.

Der gik et sug igennem publikum, og Blovstrød-træneren, Michael Bjerrekær, frygtede at "knæet var røget!" Heldivis var assistentræneren, Magnus Frandsen, hurtigt inde på banen med sit medic-kit, og Mads Beckmann kunne hurtigt modtage behandling. De første meldinger går på at knæet har fået et slag, men at ingen legimenter er revet over. Skadesperioden er beregnet til at være 2-80 dage.

Fra sidelinien kunne Mads Beckmann så se med, imens Blovstrød stadig manglede det vigige mål. Og endelig skete det!

Forsvarsklippen, Jonas Eskildsen, driblede op igennem banen. Efter et par afleveringer frem og tilbage, landede bolden for fødderne af Eskildsen, som bankede bolden ind samme sted som Niels Klevin havde gjort det tidligere. Dermed var der ingen tvivl om, at Jonas Eskildsen var kampens spiller.

Blovstrød virker for tiden ustoppelige, og kampprogrammet udelukker ikke at Herresenior 3 kan vinde de sidste fire kampe.

Dermed lever håbet fortsat om oprykning. På onsdag er der "El Derbi", når Blovstrød tager imod Allerød FK på Blovstrød Stadion.
0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar
Klik Her