|
| Herresenior 1 vandt 2-1 over Virum-Sorgenfri BK Kategori 1. senior 23. oktober 2011 - 15:05 af: Morten Buchwald Herresenior 1 vandt søndagens opgør i serie 3 med 2-1 over Virum-Sorgenfri BK, Blovstrød var bagud med 1-0 ved halvleg men fik fuld fortjent fuld udbytte af kampen efter en fin 2. halvleg. Blovstrøds målscorere var Simon og Dastan begge mål sat ind efter dødbolde. Blovstrøds herresenior 1 har medvind for tiden og det i bogstaveligste forstand i 1. halvleg i dagens kamp mod nummer 4 i rækken Virum-Sorgenfri BK.
Denne medvind blev dog ikke udnyttet. Virum havde held og dygtighed til at trække tempo ud af kampen og de stod godt i de bagerste rækker. Blovstrød blev i 1. halvleg aldrig rigtig farlige på gennemspillede angreb, det var kun på nogle enkelte dødbolde, hvor vi viste vores farlighed.
Efter små 15 minutters spil kommer Dastan dog frem til en mulighed, men han er dog for "kort" og i stedet for at nå bolden med hovedet forsøger han at skubbe bolden i mål med hånden, dette giver korrekt gult kort til Dastan (en dum advarsel).
30 minutter spillet og Blovstrød har frispark kort udenfor straffesparksfeltet. Marc Ljungmann sparker og sender bolden på sammenføjning, her kunne Virum ånde lettet op.
I de sidste 15 minutter af 1. halvleg er det Virum som sidder på spillet og kommer frem til chancer. Arnar har en pragtredning efter 35 minutter og man håber på 0-0 ved halvleg. Dette bliver ikke tilfældet.
4 minutter før pausefløjt har Virum tilkæmpet sig et frispark lige udenfor Blovstrøds straffesparksfelt. Bolden sendes fladt og hårdt mod Blovstrødmålet, Arnar fumler lidt og får ikke fat i bolden, i stedet er en Virum spiller hurtig over denne og scorer til 1-0 til Virum, hvilket bliver stillingen ved halvleg. For 3. kamp i træk må Blovstrød gå til pause med en stilling hvor vi er bagud.
Blovstrød sender fra 2. halvlegs start Simon Sørensen på banen, han var netop hjemvendt fra ophold på skiguideskole, men Simon fik ikke den bedste indledning da han kort inde i 2. halvleg får et dumt gult kort efter at have sparket bolden væk i en situation, hvor dommeren havde fløjtet for frispark til Virum.
Kort før dette har Blovstrød dog en kæmpe chance. En fin frisparkskombination giver Christoffer Jochumsen chancen ved bagerste stolpe, men hans forsøg går snert forbi opstanderen.
Nu var der ikke plads til flere dumheder fra Blovstrøds side, og det blev der heller ikke gjort i den resterende del af kampen. Blovstrød har efter halvlegen igen spilovertaget og en mand i undertal betyder ikke det store i denne del af kampen.
Simon kommer efter 10 minutters oversidning igen på banen. Blovstrød får tilkendt et frispark i venstre side og Mik Larsen tager sig af dette. Han sender bolden ind foran Virum målet og hvem dukker op der - Simon Sørensen - han udligner til stillingen 1-1, her var der spillet 61 minutter.  Mål til Blovstrød - udligning 1-1 målscorer Simon Sørensen
Blovstrød fortsætter sit fremadrettede spil, men det er endnu engang på dødbold, at vi udnytter vores spilovertag.
I det 69. minut har Blovstrød tilkæmpet sig hjørnespark. Simon Sørensen trækker ud for at sparke og han sender perfekt bolden ind foran Virummålet hvor Dastan Khalid dukker op og med pandebrasken gør det til 2-1 til Blovstrød - formanden fangede dette med billeder - se nedenfor.
Nu skulle man tro at Virum for alvor ville angribe os, men dette skete ikke. Faktisk ville Virum ikke ret meget i denne kamp eller også kunne de bare ikke.
Dastan har en stor mulighed for at udbygge føringen til 3-1, men på forunderligste vis får han misbrugt en mulighed hvor det ellers blot er indersiden man skal sætte på.
Kampen ebber ud. Virum kan ikke og vi er tilfredse med en 2-1 sejr og dermed bliver det. Blovstrød er nu et tophold, eller i hvert fald på en oprykningsplads og der venter kun 1 kamp inden vi går på vinterferie.
Sidste kamp i år 2011 er mod nummer 5 i rækken, Skjold Birkerød IF, denne afvikles på Blovstrød Stadion, Lørdag d. 29. oktober og fløjtes i gang kl 14.00.
Velmødt til Jer alle til denne kamp, hvor vi efter kampen byder på snadwich for pointaktionærer, sponsorer og andre som gør at vi tilstadighed har en dejlig fodboldklub i Blovstrød.
Kl 16.15 trækker vi lod i pointaktieklubben, bl.a. om årets hovedgevinst til en værdi af 2.000 kroner. 
Blovstrød presser på, men ikke noget mål i denne omgang 
Casper Skov modtager bolden 
Mik Larsen spiller bolden fremad og Christoffer jagter den 
Hjørnespark taget af Simon Sørensen - Dastan er søgt i position 
Dastan scorer til 2-1 til os - efter Simons hjørnespark |